YournameCom © 2007 • Privacy Policy • Terms of Use

 

 

 

 

 

 

 

Med hjerne og hjerte - et aktionsforskningsprojekt om demensomsorg. 

 

 

" Med hjerne og hjerte - et aktionsforskningsprojekt om demensomsorg" er titlen på en rapport om projektet "Hjernespind", som fandt sted ved plejecentret/specialenheden Slotsgården og daghjemmet Rosenkrantz i Horsens 2012 - 2013.

 

Rapporten, som er på 170 sider, beskriver teorier, metoder og udviklingsredskaber på en grundig men samtidig læsevenlig måde. Den vil derfor kunne anvendes af social- og sundhedsprofessionelle, som ønsker at undersøge og udvikle egen praksis på et forskningsbaseret grundlag. Rapportens praksisfortællinger og spørgsmål gør den velegnet i både undervisning og praksisudvikling.

 

I løbet af vinteren 2013-14 bliver rapporten redigeret til en bog eller e-publikation.

 

Aktionsforskningsprojektet "Hjernespind", som rapporten handler om, har undersøgt og beskrevet sammenhænge mellem værdier, handlinger og resultater i demensomsorg. Det har vist, hvordan tydelige og praktiserede værdier kan løfte kvaliteten i demensomsorg og lignende velfærdsområder.

 

Projektets leder, sygeplejerske Else Marie Rasmussen og jeg (Helle Krogh Hansen) har gennemført projektet i et nært samarbejde og involveret samtlige medarbejdere aktivt i skabelsen af ny viden og udvikling. Dette er blandt andet sket ved, at medarbejderne har interviewet hinanden og produceret praksisfortællinger. 

 

Projektet har skabt ny viden, metoder og redskaber til  praksisudvikling samt materiale til undervisning og andre former for kompetenceudvikling.

 

En vifte af metoder

Vi har arbejde med en vifte af metoder. Dette har sikret muligheden for involvering af alle medarbejdere samt nuancering af empirien:

 

1. Udarbejdelse og videre udvikling af en virkningsteori
Virkningsteorien beskriver de fælles hverdagsantagelser (lokale teorier) om, hvordan praksis virker (medarbejdernes egne teorier om, hvilke indsatser, der fører til de resultater, de ønsker og faktisk oplever).

 

2. Individuelle interviews
Vi har udført individuelle interviews med otte pårørende og tre frivillige. Dette er udført af projektleder og analyseret i samarbejde med mig.

 

Desuden er der udført individuelle interviews med elleve medarbejdere. Projektleder, Else Marie Rasmussen udførte interviews med tre medarbejdere, som herefter udførte interviews med hhv. tre og to kolleger.

 

3. En værdiundersøgelse
Alle medarbejdere er blevet bedt om at svare på spørgsmål om de væsentlige værdier på plejehjemmet og i daghjemmet.

 

4. Workshops om kernekvaliteter

Fire medarbejdere har været med i en workshop om kernekvaliteter ud fra en analysemodel af hollænderen Daniel Ofman.

 

Efterfølgende blev etableret en workshop med lederen, som arbejdede med egne kernekvaliteter samt sine forestillingene om kernekvaliteterne hos den samlede personalegruppe.

 

5. SWOT-analyse

De fire medarbejdere fra første workshop var med i en anden workshop, hvor kernekvaliteterne blev undersøgt med en SWOT-analyse

 

6. Praksisfortællinger/narrativer
Otte medarbejdere har fortalt historier fra dagligdagen. Disse fortællinger er blevet analyseret på baggrund af teori om narrativer. Desuden har vi analyseret fire fortællinger fra pårørende.

 

I analysen af fortællingerne involverede vi et hold studerende og deres underviser ved pædagoguddannelsen, VIA.

 

7. Observationer

Vi har arbejdet med spontane og fokuserede deltageropservationer i flere sammenhænge .

 

 

 Projektet er finansieret af:

Horsens Kommune

Socialstyrelsen

Hede Nielsens Fond

Inge og Askar Larsens Fond

 

 

En stor tak for finansieringen og til alle de positive medarbejdere, som har været med.